Afslutning.

Men det var sadisternes dag den dag i den lukkede loge. Her spillede man ikke som i poker med kort, jetons eller på anden måde med rede penge. Som man på galopbanen spillede på heste, spillede man her på nøgne piger, der blev drevet til det yderste. Og det var store beløb, der blev sat på hver pige. Det var spændende, og det var underholdende, for pigernes ridt kunne vare i timer.

Var en pige sat på træhestens knivskarpe æg, var der stadigvæk stigbøjler, hun kunne have fødderne i og lette trykket fra sit skød. Men så var det, at hendes skamlæber blev sømmet fast, og stigbøjlerne fjernet. Hele hendes vægt hvilede nu kun på hestens knivskarpe ryg med benene hængende frit ned på hver side af hesten alt for skrå og glatte flader. Alligevel. Det kunne pigerne godt tåle, selvom de allerede følte smerter.

Der var god tid til det hele, og forsamlingen fulgte med i alle detaljer. Som på ga-lopbanen kunne man også her gå helt tæt på de nøgne piger, der sad på hestene for at bedømme dem, før man satte penge på dem. Én af dem havde kastet hove-det helt tilbage for på den måde at bekæmpe smerten fra sit skød. På en anden kunne man se hendes smukke, slanke mave bevæge sig i dybe vejrtrækninger for på den måde at overvinde smerten fra hendes allerede lemlæstede skød.

Dette var dog kun fremvisningen af pigerne, mens alle blev opfordret til at sætte flere penge på dem. De fik en tømme i hånden fra bidslet på hesten og så virkelig ud som rigtige små beridere. Det egentlige ridt var slet ikke begyndt endnu. Der skulle meget mere til, før fødte sadister kunne være tilfredse, og det skulle de få.

Der skal lodder om benene, lød det fra de ophidsede tilstedeværende. Deres egen vægt er ikke nok! De skal virkelig vide, hvad det vil sige at ride træhest! Og det fik de. Om anklerne fik de spændt poser, hvori man kunne lægge brosten, som kun-ne forøge deres vægt med mere end det dobbelte af deres egen. Op til tre gange deres egen vægt. Det kunne pigernes kød ikke holde til. Hestens knivskarpe ryg begyndte så småt at arbejde sig op i pigernes underliv. Selv lukkemusklen i deres bagdel blev nu berørt, og pigerne skreg. Til gengæld var der nu noget ved at være sadist. Flere af dem gik ud for i smug at onanere. Det var vidunderligt at se slav-inder blive behandlet på den måde. Man elskede at se ødelagt kød. Pigernes blod fra deres ødelagte mellemkød sivede allerede ned ad hestenes sider. Det var helt, som det skulle være. Billedet var totalt. Men stadigvæk. Det egentlige ridt var slet ikke begyndt endnu. Hestene stod stille.

Så kom det. Da alle havde bedømt de nøgne piger på nærmeste hold og også hav-de følt på dem og gjort deres indsatser, kom befalingen: Start Ridningen! Den be-faling udløste et hav af piskeslag over de nøgne pigers rygge. De blev tævet til at glemme alt om deres skød for med deres underliv at sætte hestene i bevægelse. Og hestene kom i bevægelse. I fuld galop, for pigerne blev desperate for at undgå de frygtelige slag af alle slags piske. Fra ridepiske til flodhestepiske, der kunne svøbe sig om hele kroppen for at tage bryster og brystvorter med i frygtelige slag.

Pigerne var desperate og vidste intet mere. Kun at deres skød nu var ligegyldigt. Piskeslagene var alt. Pigerne blev drevet til afsindighed. I et forrygende ridt af blod og smerte og træthed blev pigerne drevet til det sidste. Hestene gyngede på deres vanger, som havde de aldrig bestilt andet. Det tog timer, hvori tilskuerne var i ekstase. Pigerne græd af træthed, men blev tævet til at fortsætte til forsamlingens jubel. De red i et hav af blod og smerte. Deres skød var for længst revet op. Helt op i underlivet måske, men piskene gjorde deres arbejde, så ingen pige turde hol-de inde. Pigernes blod drev ned ad hestenes sider. Tilskuerne var vilde. De kunne ikke få nok. Med tilråb krævede man at drive pigerne endnu videre.

Nannette havde fået nok. Hun ville ikke se mere. Hun vidste, at nu ville pigerne falde fra en for en af simpel træthed, så end ikke de mest perverse piske kunne drive dem længere. Kun én ville blive tilbage til ære for sin besidder. Det kunne så være en Master eller en Herskerinde.

Yvonne var lige glad. Hendes trusser var våde fra hendes skede, men hun opleve-de det ikke, som sadisterne gjorde det. Hvor ville Nannette gerne have været en af de piger, der blev tævet til at ride til det yderste. Nannette var masochist og var helt væk i tanken. Hvor ville det have været vidunderligt at blive tævet af sin egen Herskerinde til at give sig hen på den måde. Nannette forestillede sig hvorledes det ville have været, om det havde været Madame LL, der havde drevet hende frem på den måde. Nannette anså Madame LL for næsten at være sin Gudinde.

Det afsindigt vilde ridt med nøgne slavinder gjorde et uudsletteligt indtryk på Nannette, hvori sadistiske mænd gamblede om, hvilken pige, der kunne holde ud længst. Formuer stod på spil. Nåde var et ukendt ord. De skulle drives til det yderste. Og blev det.

Nannette tog hjem igen for at fortælle Madame, hvad hun havde oplevet. Slavin-der, der kun var kød. Intet andet. Der var end ikke det mindste menneskelige træk i det. Det var slagtekød og penge det hele.

”Det ved jeg!” sagde Madame. ”Hvad havde du forestillet dig?” spurgte Madame, da Nannette vendte hjem. ”Tror du, du var nede på sommerferie? Du er en lille naiv størrelse!”

”Nej!” sagde Madame. ”Jeg har allerede bestilt de første heste til mit eget brug! De bliver lavet til mig i Tyskland som tro kopier af dem, du har set. De kommer om nogle måneder. De skal laves i hånden med alt tilbehør”.

”Du skal ride dem alle til! Du skal være min lille berider! Så vil jeg udfordre alle på Internettet til at duellere med dig eller bare overvære duellen imod betaling. Og der vil også kunne sættes penge på jer. Væsentlige beløb!”

”Jeg er sikker på, du vil gøre mig ære! Du vil vinde over dem alle!”

Nannette lå nøgen på gulvet og hørte Madames ord. Hun vendte sig om, trykkede sit ansigt imod gulvet og svarede som en sand slavinde kun kan svare:

”Ja! Madame!”

Andre ord findes ikke i en slavindes ordbog.

Nannettes drøm fra Tyskland skulle til at gå i opfyldelse – – –