Nysgerrighed er en piges værste dyd, siges det. Sådan var det også for Nannette. Nu, da hun var alene i rummet, turde hun godt rejse sig op for at løbe hen og lyt-te ved døren. Hendes bare fødder gav ingen lyd fra sig. Nogle af pigernes skrig var fuldstændig hæse. Hvad foregik der? Nannette vovede at åbne døren, hvad ingen anden slavinde nogensinde ville have vovet. Men Nannette var nøgen og på bare ben og hurtig som en lille Gazelle. Hun skulle nok uden en lyd komme på plads, hvis noget uventet skulle vise sig.

Så blev Nannette klar over, hvorfor pigerne skreg så hæst. Madames pisk ramte dem med fuld kraft i skødet. Der var ingen tvivl længere. De skulle bruges til Ma-dames træheste. Ellers piskede man ikke en pige i skødet. En piges skød var for værdifuldt på anden måde.

Nannette listede ind på sin plads på gulvet igen. I dette øjeblik var hun den mest lydige lille slavinde i hele verden. Hun var hundeangst. Men hvor blev pigerne af, når de blev revet af træhestene, fordi de ikke længere havde kræfter til at vinde? Det spørgsmål spøgede stadigvæk i Nannettes hjerne. Man så dem aldrig mere!

Pigerne holdt op med at skrige. Madame var tilbage i rummet. Nannette lå som den mest artige lille slavinde med ansigtet ned i gulvet. ”Sæt dig op!” befalede Madame. Nannette adlød Madames befaling og sad nu i knæliggende stilling med bagdelen pænt imod sine hæle og med øjnene rettet imod gulvet.

”Har du lyttet ved døren?” spurgte Madame. Det var et skud i blinde. Men Ma-dame kendte piger. Så det var en fuldtræffer.

”Ja, Madame!” svarede Nannette. Nu var det om at krybe. Hun turde ikke andet. Hendes svar tog Madame næsten som noget naturligt. I bund og grund kunne hun godt lide Nannette. Og Nannette elskede sin Madame. De to piger gav hinan-den et lille spillerum, som ingen anden slavinde havde.

”De skal ride træhest for Madame!” fortsatte Nannette. ”De skal forenes med en træhest ved deres køn! Hver pige skal være en Kentaur!” Madame svarede ikke.

Så var det, at Nannette tog mod til sig og rakte sin pegefinger i vejret som en artig skolepige. ”Hvad har du at sige?” spurgte Madame. Det gav slavinden Nannette lov til at tale: ”Hvor bliver de piger af, der ikke længere kan ride træhest, fordi de er ødelagte i skødet? Og deres kvindelige former pisket til ukendelighed? Man møder dem aldrig siden?

”De bliver solgt!” svarede Madame. ”Der er altid en eller anden sort høvding i Afri-ka, der ønsker sig en hvid slavinde som symbol på sin magt! Der er sorte marke-der i Afrika, hvor de bliver solgt på auktion! Så forsvinder de, uden at vi ved mere.

Nannette vidste, at Madame i Det Sorte Univers havde sine forbindelser. Uden tvivl kunne det godt være sandt, hvad Madame sagde. Men var det? Det var utro-ligt, om det var sandt!

Det fandt Nannette ikke ud af. Nannette ønskede at tro, det ikke var sandt. Hun ønskede aldrig at komme væk fra sin Madame. Og hvad en pige tror på. Det vil altid være sandheden for hende – – –