Yvonne fik dog aldrig
bedt om nåde. Madames hele fremtræden gjorde Yvonne tavs. Madame så ned på den
nøgne pige på gulvet, som man ser ned på en hund. Hverken mere eller mindre.
Som fuldendt sadist var Madames hjerte fuld af foragt for denne nøgne pige, der
lå krybende for hendes fødder og tiggede om at blive slavinde. Kunne man tænke
sig noget lavere? Selv sin hund satte Madame over denne pige. Og hun skulle
blive brugt, som ingen anden pige endnu var blevet brugt. Og hun skulle blive
dresseret, som ingen anden pige endnu var blevet dresseret. Hun skulle helt ned
på dyrestadiet. Og Madame havde midler, der kunne knuse enhver pige.

På en mærkelig måde
følte Madame, at der var noget særligt ved netop denne pige. Hun kunne ikke
forklare, hvad det var. Det var der bare. Det ville blive en helt speciel fryd
for Madame at knuse lige netop hende. Og hun ville aldrig kunne ydmyges nok.
Madame kunne ikke forklare det, men denne pige udfordrede hende på en egen
måde. En måde Madame ikke havde oplevet før. Det måtte være noget med deres
kemi, som det uforklarlige hedder. De udfordrede hinanden bare ved det at være
sammen.

”Kom her hen!”
befalede Madame. Ridepisken pegede nu nedad imod Madames støvler. ”Du kravler
på alle fire som en hund! Du står aldrig oprejst, når jeg er her! Kom!”

Yvonne kravlede pænt
hen til Madame, som var hun virkelig en hund. Imellem Madames støvler pressede
hun sit ansigt ned i gulvet. Lidt havde hun lært på de massageklinikker, hvor
hun havde været. Det kom hende til nytte nu, hvor det var alvor. ”Slik mine
støvler!” befalede Madame. ”Jeg vil se dig nedværdige dig selv!”

Yvonne slikkede lydigt
Madames støvler med sin tunge. De var som nye og våde af hendes spyt, da hun
igen pressede ansigtet imod gulvet. Det var adgangsritualet til Madames Hemmelige
Loge, Yvonne her havde udført. Enhver slavinde slikkede sin Herskerindes
støvler. Det var naturligt i Det Sorte Univers.

Der gik ikke et minut.
Madame bøjede sit ene ben bagud, så sålen vendte op. ”Kryb rundt om mig og slik
mine såler din møgtøs, med alt, hvad du har i dig!” befalede Madame.

Det hørte ikke med til
ritualet. Det var at gå for langt. Men Yvonne adlød og gav, alt hvad hun havde
i sig. De to pigers natur begyndte at tage magten fra dem. Uden tvivl skulle de
nok få noget ud af det med hinanden. Dressuren var begyndt.

Yvonne lå igen foran
Madame med ansigtet presset imod gulvet, som en hengiven slavinde skal gøre.

”Sæt dig tilbage på
hælene! Løft dit hoved!” befalede Madame. Yvonne gjorde, som Madame ville med
hænderne pænt samlet på ryggen spændt på, hvad der nu ville ske. Lidt bange
måske. Men hun skulle ikke vente længe.