den anden side. Og
forfra igen. Madame kunne ikke holde op. Madame elskede at give slavinder
lussinger. Hun blev ved og blev ved. Yvonnes ansigt var allerede hovnet op og
hævet til ukendelighed. Men Madame blev ved. Og Yvonne kunne godt lide det. Hun
følte sig i nærkontakt med Madame. Det blev pludseligt de to pigers måde at
kommunikere deres følelser for hinanden på. Helt på bunden kunne de godt lide
hinanden, uden at de endnu helt forstod det. En psykiater ville have kaldt det
for sublimeret kærlighed, men så meget kunne man ikke lægge i det. Højest at de
på en særegen måde følte sig tiltrukket af hinanden, men var fastlåste i deres
roller.

”Du kender vel General
Napoleon?” spurgte Madame. Det gjorde Yvonne, for det gør jo alle, men hun var
mere end usikker på, hvor Madame ville hen med sit spørgsmål.

”Ja!” svarede Yvonne
spagt. Hun vidste, en slavinde kun havde to ord, hun måtte bruge: ”Ja! Madame!”
og ”Tak! Madame!” I Det Sorte Univers fandtes ikke andre ord for slavinder. De
havde ikke brug for mere og måtte aldrig selv tage til orde.

”Napoleon En knaldende
lussing ramte Yvonne i ansigtet. Og så én til fra havde virkelig forstand på
piger”, fortsatte Madame og studerede Yvonne, der søgte efter forklaringen. Men
så kom den: ”Piger har det ganske på samme måde som hærens trommer”. Madame
trak det lidt ud for at nyde Yvonnes forvirring. ”Hvis de ikke bliver slået
regelmæssigt, bliver de falske!”

”Du kommer hver morgen
til mig, når du har været i bad og er gjort i stand og beder selv om at få dine
øretæver! Og dem skal du få! Jeg lover dig for, der er ingen af mine slavinder,
der bliver falske! De bliver holdt i bedste stand alle sammen! Det samme gælder
dig! Du skal få en opdragelse, der vil gå over i historien selv i Det Sorte Univers!”
Der var noget ved denne pige, der tændte Madame på en ny måde. Hun skulle
udslettes, denne pige, som ingen anden pige var blevet udslettet før hende.
Madame nød det allerede.

”Ja! Madame!” var det
eneste Yvonne kunne svare. ”Og tak! Madame!” Det vidste Yvonne, at hun også
altid skulle sige, hvad Madame så end udsatte hende for.

Yvonnes kinder glødede
endnu af Madames intime slag. Det havde været alt for mange, men Nannettes
seksuelle drifter havde nydt det. Det var sådan en Herskerinde i Verdensklasse
skulle være. Det var jo det, Yvonne i sine nattedrømme havde ønsket. Nu fik hun
det og nød det. Der var ikke noget ”stopord” eller nogen nåde der. Det skulle
der heller ikke være efter Yvonnes seksuelle natur.

Lige nu var der
imidlertid noget andet, der fangede Yvonnes opmærksomhed, noget hun var mere
bange for og slet ikke kunne lide: På gløderne ovre ved bagvæggen lå der
gloende brændejern til initialer. De var i stor størrelse. Var de til andet end
til husdyr?