Madame betragtede
Yvonne med hendes forslåede ansigt. ”Du er meget sød”, sagde Madame. Som en
lidt henkastet bemærkning. ”Jeg kan lide at slå dig i ansigtet! Jeg kan få
orgasme af det! Bare ved tanken! Og du kunne lide det! Det var tydeligt nok!”

”Ja! Madame!” svarede
Yvonne. Og det var sandt. De to piger var kommet hinanden nærmere. Yvonne havde
fundet sig en herskerinde, der virkelig dominerede hende. Nu var det ikke leg
længere. Det var alvor. Det tændte Yvonne på ny. Safterne kom igen fra hendes
skede. Det var, som det skulle være.

”Når børn er søde og
artige, får de undertiden lidt lækkert. Et stykke chokolade, et bolche eller
noget andet, de kan lide”, sagde Madame. ”Det vil jeg også give dig!”

”Læg dit hoved tilbage
og luk øjnene!” Madames stemme havde forandret sig en smule. Den var blevet
lidt mildere. Og liderlig. ”Helt tilbage!” Yvonne gjorde lydigt, hvad Madame
befalede. ”Luk så din mund op! Rigtigt op”!

Madame havde samlet
spyt sammen. Nu lænede Madame sig ind over Yvonne, så deres ansigter næsten
mødtes. Og så lod Madame lige så stille og forsigtigt sit spyt glide ned i
munden på Yvonne. Ikke sådan at pigernes læber mødtes. Det ville være forkert.
Men næsten. De kunne mærke ånden fra hinanden.

Yvonne fordelte det
med sin tunge og smagte på spyttet. Hun var i Den Syvende Himmel. Hun havde
aldrig troet det muligt. Her lå hun nøgen på knæ foran verdens største
herskerinde og fik lov til at få hendes spyt i munden som en gunstbevisning.
Det var det bedste Yvonne nogensinde havde oplevet. Hun nød det som en lille
pige, der havde fået sin første karamel. Det var vidunderligt med Madames spyt
i sin mund. Det kunne ikke beskrives.

”Du undgår ikke mine
brændejern”, hviskede Madame kælent i øret på Yvonne og nulrede hendes
brystvorter. Mine heste bliver brændemærket, så jeg kan kende dem. Det samme
gør mine køer. Jeg brændemærker også mine slavinder, så jeg også kan kende dem.
Og så alle kan se, at de tilhører mig. Jeg er stolt over at eje dem og vise dem
frem og vise, hvor lydige de er. Velafrettede på alle måder. Du skal blive
brændemærket ekstra dybt. De glohede jern skal få lov til at æde sig dybt ned i
dit kød, så det aldrig kan slettes.. Jeg vil beholde dig og eje dig for tid og
evighed!”

Yvonne vidste intet
mere. Hun havde nået det ypperste, hun overhovedet kunne forestille sig. Men
hvad nu hvis Madame bed af et æble? Kunne der så også glide lidt af det ned i
munden på Yvonne, efter at Madame havde tygget det? Før hun sank det hele selv?

Tankerne gik alt for
hurtigt. Kunne Yvonne så ikke spise alt fra Madames mund? Så hun aldrig mere
behøvede at spise selv?

Yvonne skulle opdage,
at det kunne hun godt.