lad mig se det klædeskab!”
Som lydig slavetøs ville Nannette lukke det op. En slavetøs har ingen
hemmeligheder for sin Madame. Hun kunne ikke andet.

”Fjern det!” befalede
Madame. ”Smid det hele ud! Fra nu af går du i det, jeg giver dig! Og kun det!
Forstået!” Og det var ikke ret meget, Madame ville give sin slavinde at gå i.
Skabet blev tømt. Alt Nannettes dejlige tøj blev smidt ud. Kun en meget kort nederdel
i denim, der var ydmygende lille, med en meget nedringet overdel, lige så ydmygende
lille, kom i stedet fra Madames hånd. Intet andet.

”Det kan du gå i, når
du skal over og købe ind! Eller du skal møde op hos mig! Og du kan gå i det
herhjemme! En tøs som dig har ikke brug for andet!”

”Mit undertøj?”
spurgte Nannette med ulykkeligt blik. ”Slavetøse går ikke med undertøj!” var
Madames svar. ”De skal være parate!”

”Ja! Madame!” var det
eneste, Nannette kunne svare. Alt blev
lagt i containeren. Nannette var virkelig ved at få tommelskruerne på. Men hun
kunne lide det seksuelt. Det krævede en utrolig selvovervindelse, da hun første
gang skulle vise sig på gaden i det lille udstyr. Men Madame tvang hende. Såvel
over e-mails som over telefonen tvang Madame hende til at møde sig forskellige
steder i byen. En dag måtte Nannette endda klæde sig nøgen i hele folkemængdens
påsyn for at springe i Storkespringvandets iskolde vand til forundring for alle.
Nannettes lydighed kom på hårde prøver. Men hun bestod dem. Og Madame var glad
for sin lille lydige slavetøs.

Så måtte det endelige
brag komme. Nannette havde ventet det et stykke tid. Hun vidste det. Hun skulle
møde Madame i sin egen bank. Nannette måtte ikke have penge selv!

Efter loven skulle al indkomst gå over hendes
konto i banken. Ikke noget med direkte udbetaling. Det var skattevæsenet, der
stod for det. Men var de først på Nannettes konto, kunne de frit udbetales
efter aftale med banken. Det var den aftale, Madame nu ville have på plads. Slavetøsen
skulle ikke have penge selv.

Alt, hvad der overhovedet
kunne trækkes, skulle månedligt overføres til Madames konti. Nannette var
Madames ejendom. Hendes penge tilhørte Madame lige så logisk, som hendes krop
gjorde det. Ingen tvivl om det. Legen var hørt op! Alvoren var begyndt. Og
flodhestepisken var parat med afrikansk afretning.

Nannette skulle ikke
længere som offergave have penge med til Madame. Hun havde ingen mere. Pengene
skulle gå den anden vej. Fremover skulle
den lille slavetøs nøgen, sultende, krybende på knæ tigge sin Madame om selv de
mindste ting. Og Madame ville nyde det. Nu havde Madame Nannette, lige hvor hun
ville have hende. Sulten og krybende på gulvet bare for at få til lidt tandpasta.

Selv tøjet ville blive taget fra Nannette
derhjemme. Hun skulle gå nøgen omkring. Og Madame ville sende klienter hjem til
hende, der selv kunne låse sig ind og hævde deres krav på at sove hos hende om
natten. Og hvad de ellers ville bruge hende til. Og Nannette ville få halsbånd
på, som hun ikke kunne tage af, med hundeskilt og med ”Red-Doors” navn og adresse,
hvorfra hun kunne udlånes til alle, der var medlemmer af Madames lukkede loge.
Den nøgne pige i lejligheden blev efterhånden et kendt begreb i den
sadomasochistiske inderkreds. Og de var mange, der ville sove hos hende.